Syge børn

http://www.sygeboern.dk

 

Syge børn vil ramme alle på et eller andet tidspunkt.

Det kan give problemer, når man bliver ringet op og får at vide, at ens barn er sygt og skal hentes hjem. Ligeledes er det heller ikke altid lige let for personalet at skulle ringe efter forældre, da vi ved hvor svært, det kan være at arrangere sig i en sådan situation, men det er barnets trivsel, vi først og fremmest tager hensyn til.

Syge børn kan ikke modtages


Hvis barnet har feber eller er tydelig utilpas og ikke kan deltage i den almindelige dagligdag indendørs som udendørs, må barnet betegnes som værende sygt og må holdes hjemme.

Børn der er i antibiotika-behandling kan modtages, når man kan antage at infektionen er overstået, og barnets almentilstand er god.

Smitsomme mave/tarm sygdomme er uhyre almindelige, især i vuggestuer. Hovedreglen er, at et barn med feber, opkastning eller diarré (dvs. 3 eller flere meget tynde afføringer i løbet af dagen) skal holdes hjemme, indtil det er raskt det vil sige feberfri og afføringen er „normal“ igen.

Ved øjenbetændelse med stærkt pusflåd, tydelig lysskyhed eller hvor barnets almen tilstand er påvirket, sender vi barnet hjem. Barnet kan modtages igen, når barnet enten har været i behandling eller er rask.

Personalet uddeler ikke medicin og drypper ikke øjne, ører eller næser. Vi giver dog livsnødvendig medicin med skriftlig anvisning fra lægen.

Det er ikke rart for et lille barn at gå rundt mellem så mange børn og voksne og være syg. Så er hjemme bedst, hvilket I vil opleve, når I ser det syge barn live op og virke rask, så snart det er sammen med sine forældre.

Vores retningslinier er hentet fra :

  • Embedslægeinstitutionen og kommunal læge

 

Forebyggelse


For at mindske smitten ved diverse infektioner vasker vi ofte egne og børnenes hænder. Selvfølgeligt efter toiletbesøg/skiftning på puslebord, og inden de spiser. Vi har ingen håndklæder hængende, og ingen betræk på puslebordene. Vi bruger engangshandsker ved bleskift.